Når samfundets hårde kår står i vejen for de, måske, gode intentioner. Et hurtigt forsøg på at tjene penge, udviklede sig til bedrageri over flere omgange. Ifølge tiltalte, var hensigten at handle på ærlig vis, men den lave kontanthjælp, fik ham til at skifte mening i sidste øjeblik.
Af Josefine Helsinghoff Øe
Det er en angrende og ærgerlig mand, der onsdag d. 23. oktober træder ind i retten i Randers. Det er hurtigt klart for alle, at der er tale om en tilståelsessag. Tiltalte erkender blindt, at han har svindlet for knap 5000 og snydt tre uskyldige:
”Det står jo sort på hvidt.”
Bedrageri på Den Blå Avis
Den 25-årige er indstævnet for tre forhold, hvor han, ved pengesvindel, har bedraget tre personer i april 2023. Efter anklagen er dikteret, erklærer manden sig skyldig i alle forhold.
Episoderne er foregået på samme måde; tiltalte har sat en vare til salg på Den Blå Avis, hvorefter han har haft en elektronisk korrespondance med køber. Køberen har overført pengene for varen, via mobilepay, hvorefter sælger har valgt ikke at sende varen. De tre forhold er sket inden for kun ti dage, og der er svindlet for et samlet beløb på 4960 kroner.
Tiltalte svarer dybdegående på anklagerens spørgsmål vedrørende forholdene. Salen fornemmer tydeligt, at manden genkender alle sagerne – og da han bliver spurgt ind til grundlaget for bedrageriet, får han hurtigt åbnet op om sin vanskelige barndom. En opvækst, der har ledt til et aktivt stofmisbrug og som senere er endt ud i en årrække på kontanthjælp.
Fanget i sine forbrydelser
I 2022 mistede den anklagede sit arbejde, hvortil han forklarer retssagen, at det derefter var umuligt at få økonomien til at hænge sammen. Da han kontakter kommunen for at søge om mere hjælp, afviser de ham.
”De nærmest tvinger mig ud i kriminalitet igen.”
Tiltalte blev i 2018 idømt 60 dages betinget fængsel for 28 forhold med bedrageri. Man mærker klart, at han bliver flov og ydmyg, da anklager nævner hans tidligere dom.
Forsvarer tager ordet og stiller hendes klient spørgsmål, som åbner op for en fortælling om, hvordan han har forbedret sit mindset og sine handlinger. Han understreger, at selvom han har begået samme forbrydelse igen – har han denne gang fortrudt sine gerninger og forsøgt at rette op på sine fejl. Han forklarer retten, at han har prøvet at kontakte de forurettede og betale pengene tilbage, men uden held. Ydermere fremsætter tiltalte, at han i et halvt år, har været i misbrugsbehandling og ikke længere har hverken alkohol- eller kokainmisbrug. Da tiltalte stadig har et dagligt forbrug af hash, kendes han uegnet til samfundstjeneste.
Kan man nogensinde slippe af med lig i lasten?
Da tiltalte er færdig med sin forklaring, fremstiller anklager sin dom, som lyder på 30 dages ubetinget fængsel. Hendes argumentation har fokus på, at den unge mand for seks år siden, blev idømt fængsel, også for bedrageri. Selvom denne sag kun berører tre forurettede og pengesummen er lavere, mener anklager – med henblik på tiltaltes tidligere kriminalitet og andre domme i lignende sager – at en ubetinget fængselsstraf er nødvendig.
Forsvarer ser nærmest forarget ud. Hun mener blot, at tiltalte skal idømmes en bøde på 4000 kroner – med forudsætning for, at alle pengene betales tilbage til de forurettede – og i værste tilfælde, en betinget dom på 14-20 dage, da han aktivt har forsøgt at rette op på sine gerninger.
Dommeren afrunder retssagen og takker af.
Den anklagede blev tildelt sin dom onsdag d. 30. oktober via. e-Boks.